Sådan skrev min "Moster Margrethe" i et svar på en mail, for et lille års tid siden.
Jeg har siden gået og funderet. Burde jeg, skulle jeg, kan jeg, vil jeg? Er der over-hele-hule-helv... Nogen som gider læse med? Nok ikke. Men betyder det noget, hvis jeg bare får noget ud af det selv?
Indimellem de mange dage, har jeg lyst til at kradser nogle tanker ned. Men måske der rent faktisk er nogen som ville kunne finde det en lille smule interessant at læse? Ja ja, det er råb på opmærksomhed, det er jeg med på. Jeg kan faktisk godt lide at folk interesserer sig for det jeg har at sige - selvom det indimellem ikke er skide velovervejet. Jeg arbejder ihærdigt på at 'tænke før jeg taler'. Men kender du det, ordene har så meget fart på, så man ikke kan få sat dem rigtig sammen - så det bliver bare en gang pløret masse man vælter ud!
Min store hurdle igennem livet, er mit sprog. 6 års skolegang, men en rigtig sød lære, som var nem at Overtale til rundbold istedet for grammatik, bider mig sindssygt i rumpen idag. Indrømmet - jeg var en af dem som nemt kunne overtale vores dansk lære. Jeg havde ham sgu i min hule hånd. Dengang tænkte jeg jo ikke over konsekvensen.
Jeg er en knold til grammatik. Det siger mig - intet! Jeg kan den dag idag stadig ikke få det hele til ay give mening, og endelserne på mange ord er også en by i Rusland. Jeg undskylder derfor på forhånd for alle de kommende indlæg, som vil skrige i lys luge!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar