Sådan spurgte vores ældste på 5halvt igår, midt i aften badet.
"Det er der ikke nogen som bestemmer" svarede jeg retur.
"Men altså, hvornår ved man så man skal dø? Får man det atvide lidt før man dør?"
"Nej det gør man ikke"
"Men hvornår dør man så, hvis man ikke ved det?"
(Arg, nu er vi ved en af de spørgetider hvor han bare bliver ved!)
"Vi dør når vi bliver rigtig gamle. Omkring 90-100år tror jeg. Oldemor er over 80år, og hun lever stadig. Og gør det helt sikkert lang tid endnu"
"Men mor, Rosa og Lærke blev ikke 100 år, de blev kun født og så døde de"
"Ja det er rigtigt, men Rosa og Lærke blev syge inde i mors mave, så Lærke døde i mors mave. Rosa var syg da hun blev født, så mor og far bestemte at hun skulle have lov til at sove for evigt. Det syntes vi var det bedste for hende"
"Så er det godt vi får en ny baby om lidt som ikke er syg mor"
"Ja det er vi glade for Oliver"
"Men mor, hvornår skulle vi se Alfons Åberg i biografen?"
...sådan slutter de fleste alvorlige samtaler med Oliver. Dybt alvorligt vender de til noget helt andet:)
Og nu sidder jeg med tudefjæs på - både af savn men også fordi jeg har den skønneste dreng, som bare er så nysgerrig på livet - og husker mig på de gode stunder, og at jeg skal nyde hvert et øjeblik!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar