Jeg hører Whitney Houston.
Hvorfor?
Aner det ikke. Måske fordi, at når man er trist og lidt ked, og syntes alt går imod en. Så har man brug for lidt medlidenheds triste sange. Ikke alle Whitneys sange er selvfølgelig triste, men hele opsætningen af flere af sangene er jo ren skalotteløg på en hormonel kvinde.
Så under madlavningen af drengenes yndlings karry ret og madpakke smøring, stod jeg og skrålede med på "Run to you", "I have notning", "When you belive", "Look to you" osv. Alle de gode gamle fra hende - inden hals og sjæl blev alt for ødelagt af stoffer og alkohol.
Fik jeg det bedre under de 45 minutter? Lidt. En lille smule. Det hjalp faktisk nok med lidt Whitney terapi:)
Hvor var drengene og manden så?
De holdte diskoteksfest med MGP på Caspers værelse... Stakkels mand
Ingen kommentarer:
Send en kommentar