Hun er sådan en dejlig kvinde fra 1930'erne. Hun brokker sig -aldrig- over at vi ikke besøger hende nok. Hun er faktisk enormt taknemmelig bare for at blive inviteret til ungernes fødselsdage. Hun undskylder for hun ikke kan løbe rundt og spille fodbold. Det skal slet ikke forstås som, at hun hungrer efter opmærksomhed, for det gør hun på ingen måde. Drengene syntes altså blot det er dejligt, at deres oldemor kommer, og kender altså ikke til andet end at hun sidder på en stol, og er klar med kram og knus. Men er det ikke også tilladt når man har rundet de 80?
Den der fødsel er jo efterhånden liiiidt under opsejling. Så igår aftes ringede jeg til mormor og spurgte om jeg ikke måtte komme til en kop formiddags kaffe når drengene var afleveret i børnehave - selvfølgelig måtte jeg det.
Inden man ser sig om så har vi sludret i tre timer og drukket for meget kaffe. Nu skulle de der kærnemælkshorn altså også skylles godt ned - mums!
Som det ultra dejlige barnebarn jeg er, havde jeg taget en tebirkes med til hendes eftermiddagskaffe. Det er nogle år siden jeg fandt ud af, at det faktisk er hendes craving. Hun er lidt dårlig gående, så bageren bliver ikke besøgt mere. Så at se hendes øjne stråle når jeg lægger posen på køkkenbordet - det luner altså!
Jeg kom hellerikke tomhændet derfra. Jeg skulle have hendes gamle Symaskine med hjem, fordi hun havde hørt at min lavpris model sang på sidste vers. Hun kunne faktisk ikke huske hvornår den sidst har været i brug i hvad fald en del år siden, støvet taget i betragtning. Da jeg løftede den, konkluderede jeg også den nok var et halvt århundrede. For pokker da hvor den er tung! Hun smilede sødt da jeg gik med den, og sagde hun faktisk havde fået den af morfar for mange år siden. Måske er det derfor hun havde gemt den:)
Nu er min dårlige samvittighed i hvad fald god igen. Mormor blev glad for at se og røre den struttende mave, og hun glæder sig enormt til at jeg næste gang kommer med en lille baby i favnen:)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar