Det gjorde vi, idag, hos min søster og mand i København.
Måske det lyder banalt, at vi tog os tid?
Det vil det nok lyde i nogens øre. Men for min søster, bror og jeg. Så er det ikke noget vi 'gør' det så meget i. For lige at slå fast, så er det jo ikke fordi vi ikke kan udstå synet af hinanden - de er skam nogle ganske smukke mennesker:)
Året går sin gang, der er fødselsdage, sct Hans, jul, påske gilde, runde fødselsdage og de sædvanlige vi har ikke set hinanden i lang tid invitationer, fra vores forældre. Derfor er der bare ikke lige altid det påtænkte pusterum indimellem, før at der så er et arrangement igen - med familien.
Men! Nu føder jeg den næste i arvefølgen inden for fjorten dage, og syntes da min søster liiiige skulle have en chance for at se mig for sidste gang - som højgravid - for det er den sidste!
Vi mødtes blot til en lækker fiskefilet fra fiskermanden, og et godt rugbrød fra bageren - mere skal der altså ikke til. Snakken gik lystigt, om løst og fast. Ikke mindst er muligheden for liiiige at øffe over de gamle, der også. Noget vi altid har det skægt ud af.
Dejligt at vi kan grine af hinanden, når min søster sidder med tømmermænd i en alder af 31, fordi hun var til Twitter fredags bar, men at single lillebror på 24 netop sprang J-dagen over? At jeg spilder mad ned af maven, men kan konstaterer at der ikke er noget - hvor på min søster knækker sammen af grin fordi det ligger UNDER maven. Man skulle nok have været der:)
Inden vi så os om var der da gået flere timer. Jeg sad med følelsen af, at hvor er det ærgerligt vi ikke gør det her oftere, men måske er det netop det som gør det SÅ hyggeligt. At det netop ikke er tit?
Igen, måske det bare er os som er nogle klumre hoveder til at se hinanden. Men det skal jo netop ikke være af pligt at vi skal ses - men af oprigtig lyst!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar